Husbukken (Hylotrupes bajulus) er kendt som vores værste træskadedyr og etablerer sig kun i tørt nåletræ. Den lægger gerne sine æg i revner og sprækker i tagkonstruktioner udført i nåletræ og med fast, mørkt tag, hvor der er tørt og meget varmt om sommeren.
Tegn på husbuk
Både som larve og som færdigudviklet bille er husbukken meget afhængig af varme (26-30 grader), og husbukken ses derfor kun i den varmeste periode om sommeren.
Når husbukkens æg er klækket, gnaver de nyklækkede larver sig ind i træværket, hvor de lever i hele larvestadiet gennem de næste 2-10 år. Hele 95 % af alle registrerede skader efter husbukke har sit udspring på loftet, så check jævnligt her for de karakteristiske flyvehuller samt boremel. Flyvehullerne er ovale, 6-10 mm lange og flossede i kanten. Boremel er en blanding af larvernes ekskrementer og træstøv.
Når larverne har nået en vis størrelse, vil det i nogle tilfælde være muligt at høre dem gnave.
De voksne husbukke har vinger, flyver ganske godt og kan spredes fra hus til hus på meget varme dage. Angreb af husbuk kan hurtigt udvikle sig og ødelægge træværket i en tagkonstruktion fuldstændigt. Det er derfor vigtigt at tilkalde professionel hjælp, hvis der er mistanke om et angreb.
Hvordan bekæmpes husbuk
Bekæmpelse af husbuk foregår med langtidsvirkende specialmidler, som sprøjtes eller påsmøres alle relevante trækonstruktioner i det angrebne område.
Midlet trænger kun ind i overfladen af træet og dræber derfor ikke umiddelbart de larver, som sidder længere inde i træværket, men virker ved, at nyudklækkede larver som befinder sig i de yderste trælag og larver der efter puppestadiet forlader træværket som voksne biller, dør ved kontakt med midlet. Da midlet er virksomt i flere år, forhindres nye generationer i at udvikle sig. Behandlingen kan evt. suppleres med dybdeimprægnering.
Der vil oftest være behov for 2-3 behandlinger med korte mellemrum.
Hvornår bekæmpes husbuk
Bekæmpelse af husbukke foretages bedst lige inden billernes flyvning sidst i juni og frem til det tidlige efterår. Træværket, som skal behandles, skal desuden have en passende sugeevne, og træfugtigheden på behandlingstidspunktet bør derfor ikke overstige 15 - 18 %.
Detect Skadedyr tilbyder professionel bekæmpelse af husbukke. Ring på tlf. 2841 1675 og lad os lave en aftale.