SKADEDYR - HVAD ER DET?
Hvorvidt der er tale om skadedyr beror på en individuel vurdering, og i hvilket omfang man bliver generet af bestemte dyr.
Invasive dyrearter, som f.eks. dræbersneglen og mårhunden, er dog undtagelser. Disse arter betragtes officielt som skadedyr, da de kan være medvirkende eller den direkte årsag til udryddelse af naturligt hjemmehørende dyrearter.
Endvidere er rotten erklæret fredløs. Primært fordi rotten er potentiel smittebærer af alvorlige sygdomme, er den ved dansk lov udnævnt som skadedyr og skal bekæmpes overalt - og du har som borger pligt til at anmelde tilhold eller observation af rotter til din hjemkommune.
En udbredt holdning er dog, at når bestemte dyrearter trænger sig ind på vore "enemærker" og på en eller anden måde kommer i konflikt med mennesker eller menneskelige interesser, er der tale om skadedyr.
Eksempler kan være dyr, som ødelægger eller forurener fødevarer, ødelægger bygningsdele og andre materialer, stikker, suger blod eller overfører smitsomme sygdomme.